360 danskere er siden 2013 blevet andelshavere i et smukt beliggende portugisisk feriefællesskab, som tilbyder meget mere end sol, varme og afslapning.
I bogen beskrives baggrunden for projektet, økonomien, organiseringen som andelsselskab, frivillighedens store betydning, de vigtige beslutningsprocesser og livet som deltidsportugisere i et lille lokalsamfund. De gennemgående temaer er fællesskab, demokrati og kulturel udveksling.
Mange af andelshavernes oprindelige forventninger til feriestedet er blevet indfriet – eller mere end det. Men der har også været udfordringer undervejs, og der er fortsat nogle af slagsen.
Bogen rummer inspiration til andre feriefællesskaber, bofællesskaber og fællesskaber i det hele tager – både i ind- og udland. Måske kan bogen også stimulere til nye demokratiske organiseringer, hvor de kommercielle hensyn viger, og hvor der skabes bred opbakning bag beslutningerne.
Uddrag af bogen
Onsdag aften har vi fællesspisning, der enten kan bestå af en buffet, hvortil alle medbringer en ret, eller spisningen kan være faciliteret af mad udefra, typisk fra en af de lokale restauranter, der kommer med deres specialiteter. Før eller efter spisningen er der mulighed for at stille op med et foredrag eller et diskussionsoplæg om et emne, der ligger en af andelshaverne på sinde, eller at præsentere anden underholdning, typisk musik og sang. Disse kulturelle indslag leveres ofte af andelshaverne selv eller deres gæster, men jævnligt inviterer kulturudvalget også lokale folk, som bidrager med oplæg, musik eller andet. Vores fælles Coração-sangbog ligger altid på bordene for at understøtte den gode ”højskolestemning”.
Om forfatteren
Jes Møller har som formand for andelsselskabet Coração do Algarve i syv år været dybt engageret i udviklingen af andelsselskabet internt i bestyrelsen og i tæt samspil med udvalgene og andelshaverne samt eksternt i forhold til lokalsamfundets aktører. Jes har en baggrund som civilingeniør og byplanlægger. Han har haft ledende stillinger i flere kommuner og har stået i spidsen for et stort byudviklingsprojekt i Køge.
| Forfatter | Jes Møller |
| Varighed | |
| Størrelse (Længde) | |
| Udgivelsesår | Januar 2027 |
| Oversat af | |
| Originalsprog | |
| Størrelse (Højde) | |
| Udgivelsestype | Bog, farvebilleder |
| Størrelse (Bredde) | |
| Indbinding | Blødt omslag med flapper |
| ISBN Nummer | |
| Sideantal | 206 |
| Ekstern Reference | |
| ISBN |