KIRKENS APOSTOLSKE EMBEDE - Sacerdotium et ministerium

For forfatteren er det vigtigt at skelne mellem skabelse, dåb og ordination:
Da vi blev født, blev vi Guds elskede skabninger ligesom køerne, grisene, fluerne og de andre skabninger, men samtidig blev vi den mest udviklede, for vi blev skabt i Guds billede med både hjerne (forstand), hjerte (kærlighed) og tunge (tale).
Da vi blev døbt, blev vi ophøjede til Guds elskede børn, idet vi blev indoptaget i Jesu Kristi offerpræstedømme, for at vi sammen med ham i kærlighed skulle give afkald på noget af vores eget for næstens skyld (kærlighed). Derved blev vi offerpræster (det almindelige præstedømme) – på latin: sacerdotium.
Imidlertid er vi mennesker ikke altid lige kærlige, for at sige det pænt, og pådrog os derved en skyld, som vi ikke selv kunne skille os af med. Det var kun Kristi offer på korset, der kunne det. Denne soning kunne vi kun få del i, ved at Gud kom til os som et menneske, Jesus Kristus. Han havde nogle apostle, som han gav fuldmagt til at repræsentere sig. Det er det, vi kalder det apostolske embede. Det er ved ordination gået i arv ned gennem tiderne og er slet ikke et præstedømme, men blot en tjeneste med fuldmagt (på latin: ministerium). 
Det er det embede og dets historie og mening, som det meste af denne bog handler om – foruden en hel masse andet.

Uddrag af bogen
På en eller anden måde er Jesus altså selv ”indholdet af det, han forkynder”. Det gudsrige, hans forkyndelse drejer sig om, eksisterer ikke uafhængigt af ham, men bliver på sin vis til i det øjeblik, han forkynder det. Det betyder, at man ikke uden at forandre meningen kan løsgøre Jesu forkyndelse fra ham selv og hans livsskæbne, fra ham som person, og gøre forkyndelsen til blot ord eller tanker, til en eller anden form for logosteologi. Det er dette gensidige forhold mellem person og forkyndelse, der adskiller kristendommen fra f.eks. muhamedanisme og buddhisme. Det kommer så til at betyde, at det vigtigste i den kristne forkyndelse ikke er, hvad der forkyndes, men hvem der forkynder det. Er det en ideolog, eller er det verdens frelser/hans stedfortræder? Stedfortrædertanken indebærer kun en (juridisk) fuldmagt (ἐξουσίᾳ) til at repræsentere Jesus. - - - Hvorfor overser lutherske teologer dette vigtige fænomen, ja, noget af det allervigtigste i hele NT? Uden den fuldmagt fra Jesus bliver kristendommen blot til religiøse ord uden egentlig mening. Se bare på den teologiske debat!

Om forfatteren 
Olav Fog er født i Nigeria i 1931. Cand.theol., Aarhus Universitet i 1956. Værnepligtig teolog på Langelandsfortet 1957-58. Gift med harpenistinde Gudrun Apel, Bremen, 1958. Hjælpepræst Linaa-Voel 1958-62. Sognepræst Blaahøj-Filskov 1962-1999, timelærer Grindsted Gymnasium (religion og historie) 1966-72. Lærer Teologisk Voksenundervisning i Brande 1980-86. Efter pensionering i 1999 bosat i Tebstrup v. Skanderborg.