De fire aldre er en lille kompakt fortælling om refleksion med – og over sig selv i livets baner. Den 40-årige Arqaim sidder og grubler over sit liv og får til lejligheden besøg af tre gæster, der hver repræsenterer et årti af livet (den tyveårige Virtualis, trediveårige Vertilanse og halvtredsårige Linokles). Undervejs bærer hver af de tre på et hovedtema, de går til værten med. Det bliver drøftet og vendt i hvert kapitel. Fortællingen rummer to "twists", et par drejninger, som selvfølgelig ikke nævnes her. Emnets seriøsitet taget i betragtning kan begge twists overraske mere end forventet i det momentum.
Filologisk har teksten et sært præg af lange, men kontrollerede sætninger. Sproget er valgt i en stil mellem det gamle, der gjorde en dyd af at undgå punktum når muligt, og et klassisk moderne, som giver os en grad af tydelighed, så det ikke bliver for dunkelt. Det vil sige, at hver sætningskonstruktion rummer et sprogligt forståeligt budskab eller argument m.m., som hænger sammen med foregående eller efterfølgende sætninger. Undervejs er sproget forsøgt prydet med billedsprog og analogier til myter og sagn. Man må som moderne læser lige indstille sig på den lidet brugte, måske sjældne konstruktion, men som også bør være en del af sprogets omfavnelse. I det hele taget bør det være en del af det filologiske studie at kunne skrive anderledes. Så snart man har omstillet sig, glider det ellers for den øvede læser, som gymnasielæreren tilkendegav.
Af filosofiske grundemner er især nogle temaer, som filosofien bevidst har bevæget sig en smule bort fra: grublen over sandhed, heroisme i tvivlen, nysgerrighed på logik og konfrontation med den skråsikre tro. Ikke mindst at hvile i nuet og det-som-er bliver et tema for tekstens sidste store møde. Af religiøse og teologiske emner er der ikke mindst den brølende Vertilanses teologiske argumentation og formaning samt Arqaims modsvar.
Så er der to meta-temaer som lag over dialogerne og de filosofiske snakke med gæsterne. Det første er, at fortiden må dø og ikke altid kan få lov at fylde nutiden hos en 40-årig. Det andet er, om ikke alting, inklusive sandheden selv, er en illusion eller rummer en illusion. De sidste sider synes at antyde, at Amor Fati samt fysisk amor er de eneste virkelige. Eller er de?
Teksten åbner formentlig for drøftelse, fordybelse og overvejelse.

Uddrag af bogen
De fire gæster, som snarligt måtte ankomme i anledning af 40-årsfødselsdagen, ville, på foranledning af hans egen invitation til dem derom, aflægge ham en kærkommen og sjælden visit.
Alt var gjort klart, men det vil kræve mere end almindelig frembringelse af servicesæt og borddug at tage imod disse fire særlige personer, og som han kun kendte alt for godt. 
Ja, fnyste han sagte for sig ved tanken om deres godt gamle og intime følgeskab – så godt som enhver kender sig selv. 
Til maden havde han fundet en af sine bedre hvidvine frem, en Riesporter, som de alle valgte, når der endelig skulle vin på bordet, og samtidig havde han, ud over koldt vand, lagt nogle forfriskende små 33 cl Bacardi-romflasker frem til dem, som hellere ville det. 
Han vidste, at gæsterne foretrak at blive mætte af de dybe og intense samtaler, men de ville med sikkerhed påskønne, at der også var et velsmagende madbord, som kunne bringe glæde over den seriøse stemning, der ville indfinde sig på ingen tid, når de førte samtaler.
Så godt kendte han nemlig sine gæster.

Om forfatteren 
Amadeo Villads er født i 1978 ved Middelhavet, opvokset i Nordvestjylland og uddannet som lærer fra Jelling Seminarium. Han tog til Grønland i 2018 for at påtage sig hvervet som lærer i et lille grønlandsk samfund.