Bogen er i sin nøgterne, kronologiske form en sammenfletning af iagttagelser og beretninger fra et menneske, som selv var der og gav sit bidrag. Som læser tages du med ind i psykiatriens bevægelser og udvikling set i perspektivet af et arbejdsliv.
Hvordan har synet på psykiske sygdomme flyttet sig – og hvordan er det gået med synet på de mennesker, der får dem?
Du kommer med helt ind i terapirummet, personalerummet og undervisningslokalet. Du vil blive indført i, hvorledes psykiatrien udspiller sig i kroppen. Fortællingerne byder på såvel muntre anekdoter fra årene, der er gået, som på stærke debatskabende holdninger til, hvor psykiatrien er i dag, samt hvor den er på vej hen. Har du psykisk sygdom inde på livet, er du pårørende, medarbejder i psykiatrien, interesseret i det psykiske aspekt af kroppen, eller er du alment interesseret i det samfund, du er en del af, så læs denne bog.
Uddrag af bogen
Nøgleordene var og er håb, mening, ligeværdighed, inddragelse, deltagelse og afstigmatisering. Når nøglebegreber som disse udmøntes i praksis, er forudsætningerne for at komme sig helt eller delvist til stede. Vi var helt med på ideerne og var hurtigt optagede af at lege med at omsætte dem til praksis. For mig var det helt tydeligt, at værdierne i recovery, nøgleordene, var i stor kontrast til de værdier, der herskede i den i sammenligningen totalitære, overlægedominerede psykiatri, jeg blev ansat i i 1983. Find de værdiord, der udtrykker det modsatte af håb, mening, ligeværdighed, inddragelse, deltagelse og afstigmatisering, så ligger disse tæt på psykiatriens tilbud til de mest syge medborgere for godt 40 år siden.
Om forfatteren
Thomas Lind Hansen (f. 1954) har i hele sin karriere arbejdet som fysioterapeut og underviser i psykiatrien. Han har haft terapeutiske forløb med – og har undervist – mange forskellige målgrupper. Thomas har gennem årene udgivet forskning, projektevalueringer og faglige artikler. Senest har han skrevet en bog om sin opvækst til familie og venner.
| Forfatter | Thomas Lind Hansen |
| Varighed | |
| Størrelse (Længde) | |
| Udgivelsesår | Juni 2026 |
| Oversat af | |
| Originalsprog | |
| Størrelse (Højde) | |
| Udgivelsestype | Bog |
| Størrelse (Bredde) | |
| Indbinding | Blødt omslag med flapper |
| ISBN Nummer | |
| Sideantal | 270 |
| Ekstern Reference | |
| ISBN |