LIBERALFASCISMEN - DEN SEJRRIGE KULTURMARXISMES POLITISKE UDTRYK

Vor tid præges af overnational styring uden demokratisk kontrol og bred partipolitisk enighed om et ”åbent samfund” med masseindvandring og menneskerettigheder til alverden, mens nationale protester kriminaliseres. I denne bog hævdes det, at dette er aspekter af en ny tværpolitisk ideologi, ”liberalfascismen”, som ingen dog vil vedkende sig. Men efter 50 års tendenser, som fortsætter trods et stort folkeligt flertal imod dem, kan der skitseres et portræt af en magthavermentalitet, som ingen har formuleret, og som møder uhyre lidt organiseret opposition, netop fordi den bag en demokratisk facade formår at stigmatisere dissidenter mere effektivt end tidligere magtideologier, der måtte ty til åben brutalitet.

Til slut i bogen antydes en vej til et opgør med ensretningen, med forbillede i Mogens Glistrups oprør, der – ligesom Grundtvigs lignende godt et århundrede inden – snarere end blot en ny ideologi eller modutopi benyttede fabuleringens kunst for at fremmane et bedre Danmark på folkeligt, ”populistisk” grundlag.  

Uddrag af bogen

Egentlig er de evindelige fascismestemplinger mig imod. ”Fascisme” er jo blevet et blot prædikat, der hæftes på noget, man ikke kan lide. Modsætningen til ”progressiv”, som er et lige så tomt og misbrugt plusord. George Orwell advarede i 1946, med rette, imod at trivialisere fascismebegrebet: ”Eftersom du ikke ved, hvad fascisme er, hvordan kan du så kæmpe mod fascisme?”

Alligevel har jeg valgt at bruge ”liberalfascisme” som den mest rammende samlebetegnelse for de aktuelle europæiske mainstreampartiers ideologi, dækkende næsten hele spektret fra ”venstre”- til ”højre”-fløjen. Simpelthen for at bruge de herskendes egne begreber imod dem selv, for at pointere, at de kaster sten fra et glashus, når de udpeger såkaldte populister som en ny fascistisk trussel.

Om forfatteren

Peter Neerup Buhl (f. 1968) er cand.mag. i dansk og filosofi, forfatter til 13 bøger og siden 1989 skribent med fokus på nationale emner, særlig i bladene Danskeren og Tidehverv. 1993-2001 styrelsesmedlem i Den Danske Forening, 2001 kandidat for Fremskridtspartiet og fik i den forbindelse en højesteretsdom for ”racisme”.