ET STYKKE AF EN SKY – E-bog

62,50 DKK

stk.
ET STYKKE AF EN SKY – E-bog

Hans Peter Rolfsen kan stadig undre sig. Gennem et forfatterskab, der har strækket sig over tre årtier, to dusin bogudgivelser og en god håndfuld genrer, har han været vidt og bredt omkring i det litterære landskab. Men folk, de kan stadig fascinere og forundre som intet andet, og det har været kimen til novellesamlingen Et stykke af en sky. Skæve og på overfladen normale eksistenser belyses, og konklusionen må være, at de er ganske lige som alle os andre. Naturligvis bortset fra på de punkter, hvor de bestemt ikke er det.

Novellerne er skarpt tegnede portrætter af charmerende, frustrerende, genkendelige, uforståelige og skarpsindigt tåbelige individer. Det er absolut for sjov og afgjort for alvor, når Rolfsen fortæller om mennesker, der måske kan redegøre for, hvordan de er nået til et kritisk punkt i tilværelsen, men ikke rigtigt forstår, hvorfor de er endt der. For en løsning er naturligvis bare en mulighed for at havne i nye og interessante problemer.

Uddrag af bogen

Hun lå på en græsmark og kiggede op i himmeldybet, da en sommerfugl pludselig satte sig på hendes næse. Hun lå med åben mund og turde ikke lukke den af angst for, at sommerfuglen skulle flyve.
    Pludselig var det, som om den frigjorde en lille dråbe, der røg lige lukt ned i hendes mund, og hun var nødt til at synke. Hun holdt vejret et øjeblik, som når man har sunket en blommesten, og syntes så at smage noget på en gang bittert og blomsteragtigt, mens det susede sært for hendes ører. Sommerfuglen lettede, og hun blev liggende og trak vejret dybt.
    Om aftenen kom det første kvælningsanfald.

Om forfatteren

Født 1949. Læste oprindelig medicin. Har siden 1985 udgivet en række romaner og novellesamlinger samt en enkelt debatbog. Har også skrevet børne- og ungdomsbøger samt oversat skønlitteratur fra amerikansk.

Forfatter Hans Peter Rolfsen
Udgivelsesår 2014
Udgivelsestype E-bog
Indbinding Epub
Sideantal 196
ISBN 978-87-93204-81-2